 |
Eksamensprojekter fra Visuel HF 14. april - 13. maj 2012
Det er med stor glæde for første gang at kunne vise eksamensprojekterne frem fra Visuel HF! De studerende har i en lille måneds tid arbejdet intenst med deres eksamensprojekter og disse kan nu opleves på Viborg Museum. Emnerne for eksamensprojekterne er de studerendes egne valg og bygger på de kompetencer, som de studerende har tilegnet sig gennem de tre år. Eksamensprojekterne er meget forskellige og giver et fint indblik i, hvor forskelligt man kan arbejde og kommunikere visuelt.
Visuel HF er en 3-årig ungdomsuddannelse, der er skabt i samarbejde mellem Viborg Gymnasium og HF og The Animation Workshop. Gennem de tre år har de studerende et års undervisning på The Animation Workshop, hvor de bliver undervist i at arbejde og kommunikere visuelt, det vil blandt andet sige i tegning, film, animation og fotografi.
|
|
Sko - fodtøjet fortæller det hele 2. juni - 16. september 2012
Sommeren 2012 kan du udleve din fascination og glæde ved sko sammen med Viborg Museum. Og til med kalde det kultur.
Det ældste fodtøj er ca. 9000 år gammelt. Det er fundet i Missouri i 1970’erne og består af flettede remme og en sål. Viborg Museums ældste sko er fra bronzealderen, hvilket vil sige ca. 2500 år gammel. Den mest berømte kriminalhistorie i Viborg er mordet på Carl Skomager i 1964. I 1860 var der 69 skomagermestre i Viborg. I middelalderens affaldslag er rester fra skomagerens arbejde og udtjente sko de hyppigste fund blandt læderrester. I Viborg by er der i dag to skomagere, ni skoforretninger og otte fodterapeuter samt seks andre fodbehandlere. I særudstillingen ”Sko” belyser vi sko fra alle tænkelige vinkler: historien, moden, ritualerne, håndværket, ortopædien og symbolikken. Gæsterne vil opdage, at skoens kulturhistorie er dragende, fordi historien om sko på forunderlig vis er nøglen til en anderledes historie om os.
|