|
|
Bag facaden
- En udstilling med historiske billeder fra Viborgs baggårde
Bag facaden er billeder af et Viborg, som er mindre kendt. Udstillingen tager os med ind gennem porte og låger, til baggårdene og haverne, som kun var for de indviede. Baggårdene kunne være et virvar af hønsehuse, vaskerum, tørveskure, skraldespande, dasdøre, cykler og tørrestativer. Det meste findes ikke mere. Viborgs gamle købmandsgårde og håndværkernes små værksteder forsvandt med udflytning og renovering i 1950’erne og 1960’erne.
Baggårdens skæve skure og halvtage glimrede sjældent ved deres bygningsæstetiske kvaliteter. Alligevel gemte de på et særligt miljø. Her legede børnene, og her fandt de voksne en fredfyldt plads op mod en solbeskinnet mur. Lad så være, at dunster fra dasset og hønsegården en varm sommerdag kunne rive i en følsom næse. Små arbejdspladser gemte der sig også bag facaden. Avlsbrugerne og de små håndværkere rumsterede her, og på vaskedage var husmoderen og tjenestepigen indhyllet i damp og sæbeduft fra vaskehusets boblende gruekedel.
Udstillingen med de historiske billeder fra Viborgs baggårde er hentet ud af Lokalhistorisk Arkivs store billedsamling.
|