Der er mange gode grunde til at iPhone 8 og iPhone 7 stadig er populære i dag. Det er nogle af de sidste iPhones med den velkendte Home-knap, som mange stadig har et nært forhold til. Apple overgik efterfølgende til et drastisk redesign af deres iPhones, startende med iPhone X, med skærm helt ud til kanten, og det berygtede indhak til frontkameraet i toppen af skærmen – den såkaldte ”notch” – som af mange har fået en hård medfart for at være grimt.
Måske vigtigere endnu er dog at iPhone 7 og iPhone 8 er rigtig gode bud på mid-range telefoner til en yderst fornuftigt pris. Deres alder gør dem ideelle hvis man ønsker en iPhone der stadig kan køre alle apps, har fornuftig ydelse og ikke er langsom, men stadig ikke vil betale en bondegård. Men hvilken én af dem er rent faktisk det bedste køb?
Først og fremmest skal du sørge for at købe dem refurbished, dvs. gennemtjekket og restaureret før videresalg. På den måde er du sikret at den brugte telefon du køber rent faktisk virker, og at den yder fornuftigt. Det største problem du typisk vil rende ind i hvis du køber en brugt iPhone, er at den kun holder strøm i få timer, fordi batteriet er degenereret over tid. Det undgår du ved at købe refurbished, da batteriet typisk udskiftes som noget af det første før videresalg.
Noget andet du bør forholde dig til er telefonens alder. iPhone 8 er et år yngre end iPhone 7. Det år til forskel har selvfølgelig betydning for prisen, men det har også betydning for hvor længe du kan forvente at telefonen bliver understøttet med software-opdateringer fra Apple. Når understøttelsen ophører, vil en iPhone ikke længere kunne køre alle apps, og den vil være mere sårbar overfor vira og hacker-angreb. Baseret på Apples support-historik vurderer vi at iPhone 7 vil blive understøttet indtil 2023, mens iPhone 8 vil blive understøttet indtil 2024. Det er dog ikke til at sige noget med sikkerhed, andet end at iPhone 8 sandsynligvis vil modtage understøttelse et år længere end iPhone 7.
Udover det er der faktisk ikke kæmpe forskel på de to telefoner. Displayet er det samme, og størrelsen er nærmest identisk mellem de to. iPhone 8 er en anelse kraftigere, men med mindre du spiller grafisk krævende 3D-spil kommer du ikke til at mærke forskellen. iPhone 8 tager også en anelse bedre billeder, men forskellen er så lille at du skal være kameranørd for at bemærke den. Og hvis du er det, er du nok bedre tjent med en nyere iPhone eller et separat kamera. Den mest bemærkelsesværdige forskel er nok, at bagsiden er lavet af metal på iPhone 7, mens iPhone 8 har glasbagside for at muliggøre wireless charging. Det betyder desværre også at bagsiden på iPhone 8 er mere skrøbelig, og let går i stykker hvis du taber den. Det er noget der let kan løses ved at tilkøbe et cover, men er ikke desto mindre noget du bør være opmærksom på, hvis du har tendens til at tabe din mobil.
I sidste ende bør du primært vælge udfra om du vil have en god billig mobil der vil tjene dig nogle år frem – køb i så fald iPhone 7 – eller om du vil bruge nogle ekstra hundrede kroner på at fremtidssikre din mobil i minimum et år ekstra – køb i så fald iPhone 8.